1. gangs sørgende.

Jeg har for nyligt oplevet sorg, rigtig sorg. Ikke denne der sorg, når guitarristen i ens ynglings band dør, eller når ens aller første parforhold ikke holder. Rigtig sorg.
Det er første gang jeg har følt denne sorg og jeg er ikke fan.

Et familie medlem er afgået ved døden og jeg kan virkelig mærke at jeg har mistet noget der stod mig nært. Som om jeg har mistet noget, jeg mangler et eller andet, men jeg kan ikke finde det igen.

Siden jeg fik det at vide, har jeg haft en knude i mit bryst. Ikke en rigtig knude, men det føles som om der sidder noget fast. Som om jeg har fået nogen galt i halsen – bare ved brystet. Jeg bliver ved med at rømme mig, men det løsnes ikke. Jeg har grædt så meget, at man skulle tro der ikke kunne komme flere tåre.

Nu er jeg lidt noget til et stadie af min sorg, hvor jeg simpelthen ikke kan tro på det. Jeg kan ikke forstå at jeg ikke selv se personen igen, at vi ikke skal have vores snakke og at jeg helt seriøst ikke fik lov at sige farvel. Hvilken ondskabsfuld verden, giver ikke lov til at sige farvel?

Jeg har aldrig mistet nogle der stod mig nært før, ihvertfald ikke så nært. Jeg har aldrig været til en begravelse før, det hele er nyt og meget skræmmende. Nogle tidspunkter i døgnet, føles det som om jeg altid skal have det sådan her, som om jeg altid vil græde hver gang jeg tænker på personen. Det håber jeg ikke, for det ville virkelig være imod hvordan personen var.

Jeg er heldig, at jeg først oplever dette som 22 årig. Jeg er taknemmelig for det, men jeg ved ikke om det gør noget lettere. Jeg ved ikke som sorg bliver mindre og lettere af at man er ældre, eller lettere at håndtere hvis man har oplevet det flere gange.

Jeg synes sorg er meget personligt, også selvom man er flere der sørger over den samme. Der er nogle der slet ikke vil snakke om det og bare leve videre, nogle der ikke kan stoppe med at græde, nogle der helst vil dele sorgen med alle og nogle der bare går igang med alt det praktiske arbejde der er med et dødsfald.

Jeg selv: Jeg græder, jeg har ikke lyst til mad, jeg vil kun snakke med få personer, sidder egentlig mest stille med alle minde minder og tanker. Jeg vil gerne hjælpe med noget, men har svært ved at gøre noget.

Jeg ved ikke om jeg er en forfærdelig støtte, eller om jeg sørger forkert?

Jeg kan mærke, at når døden kommer så tæt på, så har det en effekt på mig. Jeg er bange for døden, jeg er rædselsslagen. Jeg kan mærke at jeg efter dette dødsfald virkelig husker mig selv på at sige ordenligt farvel til folk også selvom de bare skal ned at handle. Jeg vil ikke risikere at jeg ikke nåede det.

Jeg kan næsten ikke overskue eller bærer at jeg skal miste flere i mit liv. Det går simpelthen for ondt. Jeg har ikke lyst til at knuden i mit bryst vokser, og hvad hvis den brister? Er det så dér at jeg dør..

Jeg kan ikke lukke sorgen helt ud. Jeg vil gerne huske på personen, have alle minderne med mig, men det gør ondt at tænke på det konstant.

Jeg synes døden skal tage nogle skridt tilbage, for denne gang er den alt for tæt på.
Jeg prøver at holde min afstand til den. jeg vil sørge, jeg vil til begravelse og jeg vil græde når jeg føler for det, men døden får mig ikke helt endnu. Der er mange glade ting der skal ske i denne måned, i denne uge. Jeg VIL være en del af det, ikke kun halvhjertet.

Døden er en bitch.

-Jose

Op på hesten – med på vognen

Malebøger til voksne. For nogen lyder idéen måske dum, det lyder rigtig barnligt – og det er det også! Det er fantastisk barnligt, men det er også fantastisk afstressende.IMAG3021_1

Jeg ved ikke om man skal have en kreativ side eller en barnlig sjæl, før at man synes det er fedt. Jeg har begge dele og jeg elsker min malebog. Den er ikke så stor, så det kan let være med i tasken hvis jeg skal nogle steder, på trods af størrelsen, så er der mange timers arbejde. Billederne er meget detaljeret, og man kan sagtens bruge nogle timer på at male én tegning. Desuden er der andre små opgaver i den, for eksempel at tegne videre selv – altså ikke kun male de allerede tegnede motiver.

Der er mange forskellige slags malebøger til voksne. Nogle er dyre andre kan man købe i for eksempel Tiger. Min er fra Tiger og den er ganske fin!
Jeg nyder virkelig at sidde og male, jeg finder den frem hvis jeg keder mig eller hvis jeg har brug for at stresse lidt ned. Jeg synes det er rart, bare at sidde og male, at tegne og lukke nogle tanker ud.

Jeg vil helt sikkert anbefale det til folk der har en stresset hverdag, man behøver ikke male en hel side på en gang, man kan nøjes med en enkelt blomst eller to. Det hjælper virkelig på stress.

-Jose

Et år er gået – et nyt begyndt

2016 bliver et stort år. Hvertfald i min familie. Når jeg siger “stort”, så mener jeg at der kommer til at ske utrolig mange store ting. Mange store begivenheder, så store at det virker uoverskueligt at de alle sammen sker samme år.

Lige den tanke, har virkelig plaget mit sind i december måned. Jeg kunne mærke hvordan min depression bare ventede på at jeg blev stresset nok, så den kunne slå til igen. At blive stresset i  december er normaltvis ikke et problem, det er noget stort set alle – inklusiv mig selv bliver, så jeg havde ikke brug for flere stressene tanker oveni. Jeg var virkelig nervøs for om det hele startede forfra. Om min depression kom tilbage.

Tanken om at det hele skulle starte forfra, hjælper naturligvis ikke på at holde depressionen væk. Tværtimod. Det styrker depressionen, fordi den allerede har fået lov at plante et lille frø af angst i en.

Mit kamera og nogle gåture hjalp lidt på det. Desuden havde jeg endnu engang min kæreste ved min side, der igen, igen gad at høre på min stress-snak. Det er ofte de små ting der hjælper, og selvom det er et nyt år, så fortsætter jeg med at bruge mine gamle metoder.

2015 var for mig et rigtig hurtigt år. Et år med virkelig mange sejre, men desværre også nedture. Jeg prøver, ligesom med alt andet at se igennem de dårlige ting, og fokusere på det gode, men min ‘depressions rest’ sidder stadigvæk og forsøger at svække mig. Jeg tror det bliver en evig kamp med depressionen, og jeg kan godt mærke at jeg bruger mange kræfter på at holde den hen, selvom jeg egentlig er erklæret “rask.”

Denne januar 2016, har bloggen eksisteret i et år. Selvom jeg ikke har været god til at skrive hver dag – som egentlig var min plan, så har den hjulpet mig. Det har helt sikkert været en del af min terapi og jeg er glad for at jeg oprettede den. Eftersom at jeg er blevet mere rask, så kommer der ikke så mange oplæg mere. Det har jeg skrevet om mange gange før, men det er vigtigt at nævne igen. Jeg har ikke glemt bloggen, og det er ikke fordi jeg ikke vil lave indlæg.

Jeg vil gerne skrive en stor tak, til alle dem der har holdt ved i et år. Både dem der trofast læser alle opslag, men også dem der bare kigger engang i mellem. Det gør mig inderligt glad, når jeg kan se der er nogen der har været på siden, eller har ‘liket en post.’ Det giver mig et lille boost af selvtillid. Så tusinde tak.

Jeg fortsætter lidt her i 2016, men det bliver et stress-år, fyldt med opgaver og tanker. Jeg ved desværre ikke hvor mange opslag der kommer, men jeg vil prøve!

M.h.t billeder, så ved jeg ikke hvornår der kommer nye. Jeg har en masse på mit kamera, men jeg mangler et SD-USB stik så jeg kan ligge dem over. Med det samme jeg får det, lover jeg at spamme jer igen!

Håber i alle kom godt ind i det nye år, og at i alle vil hænge på her på bloggen.

-Jose

Stress, system og baby!

Der sker rigtig mange ting i mit liv lige nu. Jeg må indrømme at jeg stresser lidt. Jeg føler mig engang i mellem lidt opgivende, skræmt og depressiv. Ikke mere end jeg kan håndtere – i hvert fald som det ser ud lige nu. Jeg prøver at holde fast i de gode tanker og holde depressionen så langt væk fra mine tanker som overhovedet muligt. Det er svært, især når man også er en smule stresset, for så er ens hoved og tanker sårbare i forvejen, de er lettere at manipulere med.

Én af de ting der stresser mg en del for tiden, er det ikke at lave noget. Det lyder måske ekstremt dumt, men det gør det. Jeg har pt ikke arbejdet eller lignende siden slutningen af marts. Det er lang tid, I know.
Det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at finde noget, tværtimod!
Jeg har søgt og søgt, men langt de fleste steder har ikke plads eller også kan de ikke gøre noget uden min sagsbehandler – som jeg ikke kan få fat på. Det er lidt op ad bakke at være i systemet, det er ikke altid man er lige heldig eller at det går stærkt at komme i gang med noget.

Planen var, at jeg efter min tid i Børnehaven gerne ville “videre” og tage det næste alderstrin i pædagogikken. Jeg ville gerne prøve at arbejde med lidt ældre børn, så jeg kunne arbejde videre med sprogundervisning. Jeg lavede i samarbejde en aftale med min sagsbehandler og at vi skulle finde en praktikplads i en klub, SFO eller lignende. Derefter ville jeg forhåbentligt være klar til en pædagogisk uddannelse.

Det er bare ikke sket. Jeg har i mellemtiden fået en ny sagsbehandler, som jeg endnu ikke har mødt eller snakket med. Hun tager ikke telefonen når jeg ringer. (hvilket sker ofte.) Nu når jeg ikke har været i praktik mere end et år, er jeg ikke sikker på at jeg er rustet nok til at starte på en uddannelse til for eksempel, næste sommer.

Det er op ad bakke, det er frustrerende og trættende. Jeg er nervøs for om jeg er  faldet ud ad systemet. Om de har glemt mig. Jeg er nervøs for om jeg nogensinde bliver klar til en uddannelse, om jeg er klar til et arbejde.
Jeg var klar til mere praktik, men jo længere tid der går, jo mere får mine anker frit løb. Jeg er blevet nervøs for om jeg kan klare det, og jeg er bange for om min depression vil komme tilbage når jeg starter igen.

Der sker dog ikke kun dårlige ting i min hverdag! Jeg har besøgt den børnehave jeg arbejdede i og de ville rigtig gerne have mig tilbage! Så hvis jeg engang får mulighed for at snakke med min sagsbehandler (suk), så vil jeg da foreslå hende det,  da de så er fri for at lede efter et nyt sted til mig. (hvis de overhovedet har forsøgt.)

Desuden kan jeg fortælle jer alle sammen, at jeg skal være moster igen til næste sommer! Dette er også noget jeg glæder mig til, og som jeg synes er hyggeligt at følge med i.

Der sker rigtig mange ting, dette er kun to af dem. Jeg prøver at holde jer opdateret, men hvis jeg føler mig for stresset eller for kedelig så kommer der ikke en status herinde. Jeg bliver nødt til ikke at gå på kompromis med mit helbred, og jeg bliver nødt til at stresse lidt ned.

-Jose

Væk med dårlige tanker – frem med julen

Jeg er begyndt at være lidt trist til mode. Der sker en masse ting i mit liv, og det føles som om at det hele ramler sammen.
Når jeg har det skidt, bruger jeg kreativitet og musik som mit frirum. Oftest bliver det til malerier af træer, men idag blev det til to jule “lanterner”.

Jeg elsker jul, og har altid gjort det. Jeg synes der er tomt når alle nisserne rejser igen og man står tilbage med de samme kedelige ting man altid har. Jo længere julen, sneen og nisserne er der – jo bedre! Derfor kan jeg godt lide at pynte op, en lille smule før tid..

Julelanternene er lavet af glas, som der har været små glas kartofler i, hvid maling og bånd fra søstrene grene.

Det hvide maling har jeg duppet på bunden og op ad kanten med en køkken svamp.🙂
I bunden er der groft køkkensalt som lysene står på.

image

Her er resultatet.

image

-Jose

PrayforParis

Ligesom så mange andre, så sender jeg en masse tanker til Paris idag. For 2. gang på 10 måneder er Frankrig blevet ramt af terror. Denne gang er det større, værre, mere grusomt og endnu mere planlagt. Denne gang har IS (Islamisk Stat) taget skylden for det.

Dette er ikke en politisk blog, det er en personlig blog. Derfor vælger jeg også at skrive om dette angreb. Jeg har ikke personligt mistet nogen, men ligesom mange andre verden over så føler jeg lidt at IS kommer tættere på, de stjæler vores ro og vores sikkerhed. Mange skriver “Vi er ikke bange, de skal ikke bestemme.” – Jeg er enig, de skal ikke bestemme over vores land, vestens lande, verden, men jeg er bange. Jeg har længe været bange for terror og for krig. Jeg farer sammen hver gang der er en flyveøvelse – i ved, dem der larmer helt sindssyg meget.
Jeg er bange for at min generation skal opleve en 3. verdenskrig. Hver gang sådan et angreb kommer tættere på, så føler jeg også at krigen kommer tættere på, det er begrænset hvor meget vesten vil finde sig i. Der kommer en krig.

Jeg tror at jeg er så bange for krig, fordi jeg er rædselsslagen for døden. Jeg er bange for at miste dem jeg elsker, men jeg er også bange for at miste livet selv. Jeg er ikke færdig med at leve.

Udover min frygt for terror, krig og død, har jeg en anden følelse idag.
Jeg er vred.

At IS endnu engang får lov til at tage så mange liv, endnu engang får lov til at ødelægge en by – et land. Det er forfærdeligt. Det gjorde de igår, de gør det sikkert igen idag. Hver dag ødelægger de menneskers liv, de ødelægger flotte, gamle fredet bygninger. Det er jo ikke kun i vesten de laver terror, de gør det på verdensplan. Enten i form af bombning, tortur, terror eller frygt.

Mange skriver kommentarer til nyheds opslag, hvor de skriver “hvorfor bomber vi ikke bare IS, hvorfor bomber vi ikke bare Syrien??!
– Det gør vi. Vi har dræbt IS medlemmer, vi har dræbt en masse civile. Vi har smadret byer og familier. – IS står stadigvæk. De står stadigvæk fordi de er mestre i hjernevask. De får unge mennesker fra nær og fjern til at kæmpe deres kamp. De er stærke, de har våben og magt.

Da jeg stod op i morges og læste om angrebet, så var en af mine første tanker: “Jeg håber ikke det er muslimer der står bag.” Jeg ved, at der er en masse uskyldige muslimer der både idag og de næste dage får en masse onde blikke, hadefulde kommentarer og tilråb. Det er ligemeget om de er født om opvokset i enten Danmark eller Frankrig,  de har en anden hudfarve – de er en af dem. De er de fremmede. Jeg ville ønske at jeg kunne få folk til at forstå:
Bare fordi IS er muslimer, betyder det ikke at alle muslimer er IS.

De fleste muslimer, er ligeså meget imod IS som vi er – hvis ikke mere. IS misbruger deres religion og alt hvad de står for. De ødelægger deres ry. Folk hader IS, alle folk. Det IS tror på, er ikke de samme som “rigtige muslimer” tror på. IS har forskruet hele troen.

Polen har nu lukket grænser helt, fordi de ikke vil have terrorister ind. Selvfølgelig vil nogen af de mennesker der kommer over grænserne være “dårlige mennesker”, men langt de fleste er gode mennesker. At lukke grænsen helt, gør at man vælger de gode fra. Vi kan aldrig være sikre på at der ikke er terrorister i vores land. Hjernevask kan foregå på mange måde.
Vi ved ikke om der er nogle unge mænd eller kvinder, der sidder og ser IS’ videoer og tænker “det lyder fornuftigt.” Vi ved ikke om vores nabo Jan, er igang med at bygge en bombe fordi han er træt af vores regering. Vi ved ikke en skid, vi kan kun håbe og kæmpe imod terror. Forebygge imod terror. Få fat i de udsatte mennesker – inden de når så langt, at de planter en selvmords bombe på brystet. Give dem andre muligheder, end vold og våben.

Jeg bliver sur og vred når jeg hører folk sige at grunden til for eksempel, dette angreb i Paris, er at vi har lukket flygtninge ind. NEJ, det er ikke derfor. Det er på grund af IS.
Denne krig, med IS – krigen i Syrien har stået på i 5 år. Det er bare først nu det er eskaleret.
Vi har bombet et helt land, i kampen mod IS – noget vi selvfølgelig skal gøre, men når et land er i krig – så kommer der flygtninge, dette er mennesker vi skal hjælpe med at komme væk fra IS, væk fra krigen. Om mennesker bliver ramt af en bombe fra IS eller fra Danmark, gør ikke nogen forskel for dem – de dør, mister lemmer og et sted af bo. Vi skal give dem et nyt liv, det er det mindste vi kan gøre..

Jeg er bange. Der er mange der er bange. En frygt er blevet plantet i os, endnu engang. Vi skal bare passe på at frygten ikke tager over. Vi skal kunne tænke klart og være snedige hvis vi skal bekæmpe IS. Vi SKAL bekæmpe IS. Ikke kun for vestens skyld, men for menneskelighedens skyld. Alt for mange mennesker er døde, som følge af Islamisk Stat.
Vi skal terror til livs, vi skal stå sammen og vi skal tænke klart.

– Jose

Et anderledes efterår

Efteråret 2014 husker jeg ikke som noget specielt. Måske var det fordi vi lige var flyttet, måske fordi jeg arbejdede eller måske fordi min depression stadigvæk var igang med at ødelægge mig.
Uanset hvad, så husker jeg ikke efteråret fra 2014.

I år bor vi et andet sted. Et sted der giver god mulighed for at gå nogle lange ture og tage en masse billeder – uden at få bilos lige i hovedet. Jeg prøver at benytte mig af den mulighed så meget som jeg kan, men nogle dage er det lidt svære at komme afsted. Jeg tror ikke det er depressionens skyld, ihvertfald ikke sådan direkte. Jeg tror det er fordi jeg er blevet doven og skal finde lysten til at lave ting, igen.

Nogle dage sker det så at jeg får lyst til at gå en lang tur, sidste gang var jeg så heldig at det var lige på “efteråret 2015’s” flotteste dag! Jeg huskede ikke efteråret sådan, ikke så flot og med så mange farver, men måske det har været mig der var blind og omtåget af depressionen..

Jeg gik en lang tur til Forstbotanisk have, det er et sted med en masse træer i alle former og størrelse, så et helt perfekt sted hvis man vil se hvad efteråret gør ved omgivelserne.
Det var virkelig det helt perfekte sted, det var så flot. Jeg fik ro i sindet, dårlige tanker forsvandt og jeg tog en masse billeder med mit kamera.

Normalt, ser jeg lidt denne årstid som mørk og negativ. Solen bliver et sjælendt syn og dagene bliver korte og regnfyldte. Alt dette er noget der sætter skub i mine negative tanker. Det er også et tidspunkt hvor folk med depression vælger at være inde, da udenfor ikke ser særligt indbydende ud. Sådan en dag som idag er en dag hvor vejret ikke er noget at råbe hurra for, men så prøver jeg at se bare en smule positivt på det. Der er heldigvis stadigvæk nogle flotte blade tilbage, det er stadig lunt, fuglene synger og på trods af dårlige tanke og dage, så har jeg det jo egentlig meget godt.

Det er rigtig svært at finde disse tanker frem, jeg skal selv kæmpe hårdt for ikke kun at se det negative. Derfor var det en god dag for mig – både psykisk og fysisk, da jeg gik en tur med mit kamera. Det at se så mange flotte, “glade” træer.. Det er noget jeg kan leve højt på længe. Det er de små glæder der holder de dårlige væk. Derfor er det så vigtigt bare lige at give sig selv 30-60 minutter, hvor man gør noget godt for sig selv. Hvor man glemmer de dårlige ting. Hvor man bare er til.

Nu når bladende forsvinder, bliver træerne tomme og kedelige. Der må jeg indrømme at jeg også har svært ved at se det positive. De tanker jeg går med omkring det, er at jeg håber der kommer sne så det lysner lidt op, julen er en tid jeg virkelig godt kan lide, jeg glæder mig til lækker med og godt selskab! Desuden, efter sne og slud, kommer foråret!

Jeg holder fast i overstående tanker for ikke at blive slugt af vinter mørket. Det er dog ikke nødvendigt for mig at sige dem højt hver dag, for ikke at blive sindssyg. Det er bare en lille ‘reminder’ til mig selv om bedre tider, nu når vejret ikke sender gode tanker til mig mere. Det er lettere at være positiv når solen skinner. Derfor må vi hjælper os selv og det positive lidt på vej.

-Jose

Logik er et helved

Hvis der er noget der kan gøre mig ked af det. Sådan virkelig trist og ulykkelig, så er det matematik. Ligeså længe jeg har kunne huske, har matematik for mig, været det mest ulogiske i verden.
Jeg har aldrig forstået det, jeg kan ikke finde ud af det. Jeg kommer ikke til at finde ud af det. Matematik er en af mine største svagheder – hvis ikke den største.

Jeg tror der er flere grunde til at jeg ikke forstår matematik. For det første, synes jeg ikke jeg har haft de bedste lærer. De har en efter en opgivet mig, på grund af min manglende forståelse. Selv special lærere er gået i vrede (bogstaveligtalt). Min matematik lærer sagde ordret til mig:
“du kommer aldrig på gymnasiet, du er for dum. Du forstår det ikke.”

Udover det, så er jeg 100% sikker på, at jeg er talblind. Dette har jeg prøvet i mange år at forklare min lærer og sagsbehandler. De har dog alle grint og sagt at det ikke fandtes. Det kunne man ikke være. – dette er løgn.

Min minus-forståelse for matematik og det folk kalder logik, har givet mig ekstremt dårligt selvværd. Jeg har følt mig mindre værd, og har bl.a. ikke lyst til at en gymnasiel uddannelse, da jeg ved det betyder at jeg skal igennem endnu et matematik helved. Jeg er blevet bange for matematik.
Samtidig er jeg blevet vred på matematik.

Jeg føler virkelig at matematik er opfundet af rige, kloge, gamle mænd. Af dumme mennesker der vil føle sig bedre end andre. De samme mennesker som har skabt det latterlige udtryk “logik.”

Hvad er logik?

Folk har hele mit liv sagt at matematik er logisk, men for mig er det overhovedet ikke logisk.

Jeg har svært ved at forklare hvordan jeg har det hvad jeg mener, især når jeg skriver det ned. Jeg prøver lige alligevel.

Jeg tænker bare.. logik er ikke det samme for alle. Det er ondt at fortælle hvad der er logisk og hvad der ikke er, da det efterlader nogle mennesker med følelsen af at de er dummere end gennemsnittet. Mennesker har ikke samme hjerne – eller tankegang.

Det virker som om, at der ikke er plads til forskellige tankegangen, forskellig logik. Det gør mig vred og ked af det. For det gør at mange mennesker (for eksempel mig), føler sig utrolig dumme.

Måske er vi dumme. Måske er vi klogere end de andre… Måske.

Jeg ved ikke hvorfor jeg laver dette opslag. Jeg tror det er fordi jeg virkelig mærkede igår aftes, hvor meget matematik var skyld i mit dårlige selvværd. Alle de gange jeg har slået mig selv oven i hovedet og grædt på grund af dumme tal. Det har sat sine spor. Igår gik det op for mig, at det er i matematik timer jeg har følt mig aller mindst værd.

Hvad bilder matematik og logik sig egentlig ind? Hvad bilder verden sig ind? Én ting der ikke er logik, er at en lille pige skal have dårligt selvværd hele hendes liv, fordi hun ikke kan se logikken bag en talrække.

Undskyld mit sure opslag, jeg tror matematik har haft en større betydning i mit liv, end jeg havde forestillet mig.

-Jose